Reformation med Musica Ficta -31/10/2017 kl. 17.00

I 2017 fejrer vokalensemblet Musica Ficta og dirigenten Bo Holten reformationen og Martin Luther
med et stort koncertprojekt, hvor reformationens musik og dens inspirationskilder skildres. 

Musica Ficta

Koncerten finder sted på selve 500års dagen og er en optakt til aftenens Festgudstjeneste i Sct. Peders kirke hvor Musica Ficta også medvirker.
EftermiddagsKoncerten vil bestå af følgende fire dele:

1) Den gregorianske baggrund
Luther var jo som bekendt augustinermunk og derigennem fuldstændig fortrolig med hele den katolske kirkes musiksprog. Her spiller den gregorianske sang en kolossal rolle, og det kan næppe overraske at gregorianske melodier har ligget til grund for mange af de lutherske salmer. Ikke blot at teksterne er blevet oversat fra latin til tysk, men at de gregorianske melodier er blevet støbt om til de lutherske salmemelodier - de berømte melodier vi tilmed alle kender i dag.

2) Den katolske polyfoni
Den anden store ting i den katolske kirkes musik er polyfonien, den store tradition der allerede på Luthers tid var en 7-800 år gammel. Luthers favoritkomponist var Josquin des Prez, der kun var kun tre årtier ældre end reformatoren, men Luther spillede efter sigende glimrende både på fløjte og lut, og komponerede ikke blot selv salmer, men skrev tilmed en firstemmig motet. Han var helt hjemme i tidens mest moderne musik, men med dyb respekt for traditionen.

3) Den lutheranske tradition
Reformationen kom til at skabe sin egen tradition som blev langt mere dybtgående end Luther nogensinde havde forestillet sig. Fællessangen, salmesangen, kom til at stå i centrum og Luthers professionelle musik-venner, frem for alt Johann Walther, skrev et utal af salmer selv, men harmoniserede også meget dygtigt de af Luther komponerede salmer. I de seneste år er det nemlig kommet frem at Luther ikke blot skrev sine formidable salmetekster selv, men at han i flere tilfælde også komponerede melodierne: dette gælder fx Fra himlen højt, Af dybsens nød, Vor Gud han er så fast en borg og adskillige andre.

4) Luthersk salmesang fra Tyskland til Danmark
Den lutherske tradition fik sin egen udformning her i Danmark. Melodierne blev tilpasset de danske oversættelser, og de meget nære kontakter mellem Luther og de danske reformatorer gjorde at reformationen i Skandinavien ikke bare var en forlængelse af den tysker tradition, men blev individuelle udformninger der var tilpasset de lokale forhold i det nordiske univers, helt i tråd med de lutherske idéer.

Sted Hammer Kirke
Gratis adgang

Modtag vores nyhedsbrev